Behandling med og uden lægehenvisning

I det følgende finder du vigtig information omkring lægehenvisning eller ej.

Med en henvisning fra egen læge inden forudgående behandling, yder den offentlige sygesikring et tilskud til behandlingshonoraret. Dette svarende til omkring 40%. Vær opmærksom på, at det ikke er muligt at få tilskud fra den offentlige sygesikring på vores klinik i Haderslev. Vi kan dog se en evt. lægehenvisning. Uanset om man har en lægehenvisning eller ej, så får medlemmer af Sygeforsikringen “danmark” også tilskud herfra. De gældende takster findes her.

Behandling med tilskud fra den offentlige sygesikring:

Du skal bede din læge om en henvisning, som vi derefter kan hente ned digitalt fra Den Nationale Henvisnings Formidling. Henvisningen skal være “gyldig”, hvilket betyder at den skal være taget i brug indenfor de første 2 måneder efter lægen har udarbejdet den. Efter henvisningen er taget i brug, er denne gyldig i et år fra udstedelsesdatoen.

Behandling uden tilskud fra den offentlige sygesikring:

Ved denne form for behandling behøver du ingen henvisning fra lægen. Til gengæld får du ingen tilskud fra den offentlige sygesikring og skal således betale det fulde behandlingshonorar. Der ydes dog fortsat tilskud fra Sygeforsikringen “danmark” som førnævnt.

Vederlagsfri behandling (§62):

Er du omfattet af en af diagnoserne fra Sundhedsstyrelsens diagnoseliste, kan du modtage fysioterapi vederlagsfrit hos os. Vederlagsfri fysioterapi kan efter lægehenvisning tilbydes børn og voksne med et svært fysisk handicap eller funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.

Er du blevet forhindret?

Du kan melde afbud helt frem til kl. 9:00 på behandlingsdagen, men meld gerne afbud i god tid, så en anden patient kan få glæde af behandlingstiden. Ved for sent afbud eller udeblivelse pålægges du et gebyr efter gældende overenskomst. Du kan melde afbud på tlf. +45 74 62 59 73 eller sende os en e-mail på aabenraa@fysiodanmark.dk.

Behandling med bevilling fra sundheds-, ulykkes- eller arbejdsskadeforsikring

Hvis du er forsikringskunde og har fået tildelt behandlinger igennem dit forsikringsselskab, skal du blot medbringe eller sende en kopi af din bevilling fra forsikringsselskabet. Det er altid dit eget ansvar, at holde øje med betingelserne i din bevilling, samt hvornår og hvad der er egenbetaling.

Samarbejde med forsikringsselskaber

Klinikken samarbejder med PensionDanmark om fysioterapi. Har du en sundhedsordning i PensionDanmark, kan du se mere om dine muligheder på pension.dk/sundhed.

Herudover kan nævnes samarbejdsaftaler med selskaber, som Danica Pension, PrimaCare, Nordic Netcare, Falck Healthcare, Tryg, Euro Accident, m.fl.

Aabenraa Kommunes Trivselsordning

Alle offentligt ansatte i Aabenraa Kommune kan gøre brug af kommunes Trivselsordning. Dette indebærer, at du som medarbejder kan få tre gratis konsultationer årligt ved en af vores fysioterapeuter uden brug af lægehenvisning. Formålet med Trivselsordningen er, at behandle og forebygge skader, som kan medføre sygefravær på arbejdspladsen og årsagen til henvendelsen behøver ikke, at være arbejdsrelateret.

Patienterstatningen

Patienterstatningen behandler erstatningskrav fra patienter, der er kommet til skade i forbindelse med behandling på fx et hospital, en fysioterapeut, hos egen læge eller som følge af bivirkninger efter et lægemiddel. Patienterstatningen erstatter skader og dødsfald, der sker som følge af behandling, manglende behandling eller for sen behandling. De erstatter også følgerne af skadelige bivirkninger, der skyldes et lægemiddel. Patienterstatningen kan kun erstatte økonomiske tab og give godtgørelse for svie og smerte og/eller varigt mén.

Du kan se mere om patienterstatningen og anmelde skade her.

Utilsigtet hændelse

En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. En utilsigtet hændelse kan kendes ved, at man som patient eller pårørende tænker:

“Det, der skete her, burde ikke være sket. Det indebærer en risiko eller har betydning for mig eller min pårørendes behandling. Jeg vil være sikker på, at fagfolkene lærer af denne fejl, både på det aktuelle behandlingssted og generelt i sundhedsvæsenet.”

Vi hjælper hinanden med at undgå hændelserne

Hændelsen er utilsigtet, fordi de fagfolk, der er involveret ikke har til hensigt at skade andre. De vil tværtimod gerne være hændelsen foruden. Utilsigtede hændelser kan ske, hvis der fx er mangler i sikkerhedssystemer, problemer med teknisk udstyr og apparatur, uhensigtsmæssige forhold i tilrettelæggelse af arbejdet, misforståelser eller tab af information. Se mere her.

Feedback

Hos FysioDanmark Aabenraa, Rødekro & Haderslev er vi meget interesserede i at vores patienter og kunder får en god oplevelse, når de kommer på klinikken igennem et behandlings- eller træningsforløb.
Derfor er det vigtigt for os at få feedback fra jer, der vælger vores klinik, så vi ved hvad der fungerer og ikke fungerer – og som et nemt og hurtigt redskab hertil benytter vi NPS.

Net Promoter Score (NPS)

NPS er en form for tilfredshedsundersøgelse hvor man bliver spurgt om, hvor sandsynligt det er, at man vil anbefale FysioDanmark Aabenraa, Rødekro & Haderslev til andre på en skala fra 0 til 10. Spørgsmålet bliver sendt ud omkring halvanden måned efter første konsultation og igen tre måneder efter på mail.

Desuden kan man give feedback på vores Facebook-side og på Google for henholdsvis Aabenraa og Rødekro.
Vi er i særdeleshed interesserede i at høre hvad vi kan gøre bedre, men er selvfølgelig også taknemmelige for at høre at du har haft en god oplevelse.

Aktindsigt

Når du er fyldt 15 år, har du som udgangspunkt ret til at få at vide, hvad der står om dig i en journal hos sundhedsvæsenet.

Oplysninger om din undersøgelse og behandling bliver registreret i vores elektroniske journalsystem. Du har til enhver tid ret til at bede om aktindsigt, dvs. til at se din journal.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.

Persondata

Klinikken arbejder efter reglerne for persondataforordningen. Ved spørgsmål til klinikkens persondatapolitik kan der rettes henvendelse pr. mail til aabenraa@fysiodanmarkaabenraa.dk